Torsdag d. 2. april 2020, Kl. 19:00 til kl. 21:00

MELLEM LØGN OG OVERLEVELSE

BIRGITHE KOSOVIC OM ROMANEN 'DEN INDERSTE FARE'

ÆGTESKABSDRAMA OG DANMARKSHISTORIE I ET

Erik Scavenius, leder af regeringen under besættelsen, er i manges øjne danmarkshistoriens største landsforræder. Her møder vi ham både som politiker og som ægtemand i en udmarvende ægteskabskamp. Hans ja til at lede samarbejdet med tyskerne vækker gamle konflikter med hans kone til live, og krigens spørgsmål bliver også hans egne: Hvor meget af sin frihed skal man opgive for freden? Og hvor meget af sin fred skal man ofre for friheden? Hvad er integritet, og hvad er underkastelse? Konflikten bliver sat på spidsen, da han forelsker sig i en 27 år yngre korsetsyerske. Men hvem er denne kvinde, som tilsyneladende ikke har nogen skrupler ved at nærme sig ham, den forhadte?

Hvad vil det sige at være en forræder? Scavenius svarer. Som politiker i krig. Som ægtemand i utroskab og dyb forelskelse. Og som det menneske, vi alle er, der kæmper med at få tilværelsens store regnskab til at gå op.

I første del af foredraget fortæller Kosovic om Scavenius som menneske. I anden del diskuterer hun, hvordan vi kan forstå Scavenius som politiker, og hvad vi i dagens Danmark skal tage ved lære af hans virke.

Foredraget henvender sig både til litterært og politisk-historisk interesserede.

Den inderste fare’ vandt Politikens Litteraturpris 2018. Birgithe Kosovic (f. 1972) fik sit gennembrud med romanen ’Det dobbelte land’, som vandt Weekendavisens Litteraturpris 2010, DR's Romanpris 2011 og Danske Banks Litteraturpris 2011, og hun modtog i 2012 Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat.